Medicinaffald
Vær med til at holde miljøet rent. Smid ikke medicinrester ud i skraldespanden eller toilettet. Amagerbro Apotek og filialer har i samarbejde med Amtet og Kommunekemi en ordning hvor borgerne kan aflevere medicinrester på apoteket. Apoteket sørger efterfølgende for at alle medicinrester destrueres forsvarligt.
Det er ikke kun for gammel medicin, der bør kasseres. Har du gennemgået et nu afsluttet behandlingsforløb, og er der blevet medicin tilovers, bør du også aflevere denne medicin til destruktion.
Medicinaffald er et vidt begreb der bl.a. inkluderer alle lægemidler (også håndkøbslægemidler), levende vacciner og brugte kanyler.
Apoteket modtager af sikkerhedsgrunde kun brugte kanyler, som afleveres i godkendte kanylebokse (disse kanylebokse kan fås gratis på Apoteket). Medicinaffald omfatter derimod ikke kosmetik, briller, høreapparater og lignende.
Apoteket modtager medicinaffald fra alle private personer.